Stress og impulsivitet

Stress og impulsivitet

 

Belastninger fører ikke i sig selv til negative oplevelser af stress, men belastninger giver en sårbarhed over for negative oplevelser. Denne sårbarhed har to dele: manglende resssourcer og overreaktion på negative indtryk.

 

Manglende ressourcer:

 

Dette er det centrale punkt i den ny psykologi om såkaldt ego-depletion: Når du er har løst en tilstrækkeligt krævende opgave vil du være tappet for de ressourcer, du skal bruge til at gennemføre andre opgaver. Når du har løst en opgave, der kræver en vis mental anstrengelse, som kræver at du nøje overvejer, vælger, styrer og kontrollerer din egen adfærd, så vil du forbruge af dine mentale ressourcer, sådan at du hurtigt kommer til at mangle “overskud”. Hvis du er højt motiveret for at løse næste opgave, så kan du formentlig gøre en tilstrækkelig indsats. Men det er muligt at belaste sig selv i en grad at der bare ikke er mere overskud, sådan at du er helt “flad”. I den situation hjælper det ikke at være motiveret, optimistisk eller fokuseret på sin målsætning.

 

Det er sjældent at man klart og bevidst bemærker at man er nået hertil. Dels er man jo netop træt og slidt, men det spiller også ind at man netop falder tilbage på sine etablerede vaner, der jo netop aldrig virker specielt bemærkelsesværdige. Man glider altså mere og mere over på automat-pilot, uden at man egenlig lægger specielt meget mærke til det.

 

Det som “mangler” i denne reducerede tilstand af “ego-depletion” er overskud, initiativ, evnen til at motivere sig selv, til at styre sine følelser, til at take ricici og til at styre sin opmærksomhed. Men bliver derfor mere tilbageholdende, mere forsigtig, mere emotionel og mere sårbar.
Man er desuden blevet mere følsom overfor negative indtryk. Hvis man i denne tilstand måler på folks hjernebølger, så kan man se at de reagerer kraftigere end tidligere på dagen, når man viser et billede med en negativ situation. Vores hjernes center for risiko-håndtering og instinktive reaktioner på fare, amygdala, er blevet langt mere følsom over for negative indtryk, sådan at det samme billede skaber langt mere aktivitet end før vi havde opbrugt vores overskud.

 

Det er denne mere ekstreme reaktion, der sammen med en reduceret even til at styre sig selv, til at tage initiativer eller til at regulere sin egen tilstand, som udgør de to dele i ens stress-reaktion. Ekstreme reaktioner giver os noget at være stressede over, mens vores manglende oveskud fører til en vis desperation og håbløshed over en situationen vi ikke kan lave meget om på.