Selvkontrol og følelser

Selvkontrol og følelser

Årsag eller virkning?

Vi kender alle til tillfælde hvor nogen har ladet deres følelser bestemme og derefter gjort noget dumt, noget der medførte ekstremt negative konsekvenser.

 

1. Følelser motiverer og/eller forårsager adfærd, der ligger i forlængelse af følelsen. Følelser som årsager.
2. Følelser fører til tilstand, der ændrer ens adfærdsmønster ved at ændre ens kognitive funktion. Følelser som “omkonfigureringer” af vores kognitive system.
3. Følelser er motiverende belønninger, der påvirker vores adfærd ved at være den virkelige målsætning med vores adfærd.

 

Følelser som virkninger

 

En af de ting, der er meget klart ved brugen af twitter, er at
Det er meget tydeligt at vi bruger twitter “for effekt”, dvs. i forventning om at vores “tweet” skaber reaktioner enten i form af adfærd eller vurderinger. Grunden til at det er så tydeligt er dels at kulturen omkring brugen af twitter er fokuseret på statistikker for “followers” og “retweets”, der begge er mål for den udbredelse som vores tweets har. Men det tæller også at brugen af twitter ikke giver mening hvis man ser bort fra den effekt det har. Et tweet har ikke nogen non-verbale elementer, der bærer et emotionelt udtryk. Der er ingen kropssprog i et tweet, ingen inkoorporeret følelse, der kan give et tweet mening, før nogen afkoder det. Vores tweet har heller ikke andre konsekvenser. Hvis man dulmer sin nervøsitet ved at vaske hænder, vil man ud over den emotionelle effekt det kan have også opnå at have renere hænder. Ofte vil man overdrive det funktionelle element og fortælle sig selv og andre at bilen trængte til at blive skiftet ud, mens man måske er langt mere motiveret af den emotionelle effekt det har at skifte bilen ud med en nyere og smartere model. Ofte kan det være svært at udrede de mange praktiske og emotionelle konsekvenser og få et klart billede af hvad der motiverer en adfærd.

 

Træning – fysisk træning, f.eks. i sport – er typisk noget vi gør for effekt. Det har en generel sundhedseffekt og en positiv effekt på vores hormonelle og emotionelle tilstand.  Omvendt er der ting ved vores træning, der i sig selv er positive: Det sociale element i træning med en gruppe, følelsen af at vinde eller overvinde sig selv, oplevelsen af fysiks styrke eller udholdenhed. Der er dog meget lidt som kan drive os til træning, hvis ikke disse effekter er motiverende for os. I de meget sjældne tilfælde, hvor træning er en dårlig ide, så er der ikke nogen indre trang til træning, som man må undertrykke for ikke at komme til at træne. Hvis man træner på trods af en forstuvet ankel, så er det alene fordi man savner de positive effekter af træningen og ikke fordi træningen er drevet af en sult efter træning.
“Sult” er måske den følelse, der mest af alle forekommer at være en årsag til adfærd.

 

Der er en smerte eller en negativ oplevelse som kan motivere
Der er en etablere vane, en adfærd der automatisk følger denne oplevelse og som typisk reducerer eller eliminerer den negative oplevelse af sult.
Der er en stærk korrelation mellem sult og efterfølgende indtagelse af mad.

 

Så hvad er det der afholder os fra at sige at vores sult er årsag til vores spisning? Det synes at være en oplagt kandidat, med et solidt statistisk grundlag for denne hypotese. Men faktisk er korrelation jo netop ikke kausalitet. Og faktisk er der er en alternativ hypotese, der kunne forklare samme korrelation: At vores spisevaner er årsagen til vores spise-adfærd. Denne hypotese siger egentlig bare at vores adfærd er udtryk for automatik, sådan at vi typisk udtrykker en adfærd når vores adfærdsvane er aktiveret og at denne aktivering kan ske hormonelt, fysiologisk eller ved perceptuel stimulering.

 

Hvis denne hypotese holder, så burde vi se mange eksempler på adfærd, der netop ikke er motiveret, men alene er udtryk for at vi har en vane og at denne vane kan aktiveres med eller uden en motiverende faktor til at drive adfærden. I denne optik vil motivation have den virkning at den aktiverede adfærd tilføres flere opmærksomheds ressourcer og tilføjes en regulerende indsats, sådan at det ikke længere kun er automatisk adfærd. Men i tilfælde, hvor vi ikke er motiverede vil vi bare se adfærd for adfærdens egen skyld, som f.eks. når man tegner krusseduller under et kedeligt møde, “retter” på sit slips eller roterer sin vielsesring uden noget egentligt formål. Den slags umotiveret adfærd dukker normalt frem når der ikke er andet der optager os og er derfor også et tegn på kedsomhed. Men da det ikke synes at være nogen god kur mod kedsomhed at rotere sin vielsesring, så kan vi ikke forklare adfærden som motiveret af kedsomhed. Det er bare en automatisk vane.

 

Spørgsmålet er så om en motiveret adfærd er forårsaget af denne motivation? Om følelser er noget vi oplever mens de styrer vores adfærd i en retning, der giver mening ud fra den emotionelle oplevelse. I denne optik vil en oplevelse af tyveri fra vores lade gøre os vrede og vreden vil være årsag til vores afstraffelse af tyven. Vores oplevelse af vreden vil være “til orientering”, dvs. en måde at afspejle processen i vores bevidsthed, som ikke har nogen konsekvenser for vores adfærd. Det er i denne teori stadigt muligt at øve indflydelse på vores adfærd, men det skal ske i form af justeringer af tolkningen af vores perceptuelle oplevelser, sådan at vi f.eks. ser tyven som offer for sult og derfor i mindre grad appelerende til vrede.

 

Hvis vi styrer vores adfærd på basis af vores forventninger om konsekvenserne af vores adfærd bliver det afgørende, hvordan og hvor godt vi er i stand til at vurdere disse konsekvenser.

 

Er vores vurderinger vanebaserede og automatiske? Er de instinktive? Er de baseret på matematiske beregninger eller er de baseret på heuristics og tommelfinger-regler? Er vores vurderingen påvirket af hvilken tilstand vi befinder os i?  Specielt det sidste skal vise sig at blive et interessant spor at følge, men lad os tage de andre spørgsmål først.