Regulering af risikoholdning

Introduktion til risiko-regulering

 

Vores normale metode til overvindelse er selvmotivering: Når vi føler at vi er kørt fast, så forsøger vi ofte at øge vores motivering for de målsætninger, som vi arbejder på. Men hvis det som hindrer os er risiko aversion og undgåelse af situationer eller handlinger, der kunne føre til problemer, så er motivering typisk ikke den rigtige løsning. I stedet bør man fokusere på at nedbringe sin risiko aversion. Risiko aversion fungerer for det meste på samme måde som en bremse der hænger eller slæber: Vores brændstof forbrug øges uden at det på nogen måde bidrager positivt.

 

Du kender problemet: I en kritisk situation, er man enten er bakket ud for tidligt eller ens håndtering af situationen har været langt under, hvad man kan præstere, når ikke man føler noget pres. Og den typiske måde at håndtere den slags erfaringer er, at man forsøger at minimere oplevelsen eller betydningen af negative risici. Og at man forsøger at fastholde den motiverende virkning, der opleves i forbindelse med målsætninger.

 

Med en kombination af fortsat selvmotivering og en delvis tilvænning til de specifikke risici kan man opnå en vis mestring af bestemte opgaver, der indebærer håndtering af risici. Men denne håndtering er dog langtfra optimal og er i mange tilfælde ikke brugbar. Det gælder f.eks. hvis mulighederne for tilvænning er ringe, hvis den personlige motivation er svingende eller hvis personlig risiko-aversion er en for stærk en faktor. Det er heller ikke en specielt effektiv håndtering, da succes er afhængig af subjektiv håndtering af motivation, personligt overskud i den aktuelle situation og/eller konkret erfaring eller tilvænning.

 

Risiko-regulering gør brug af teknik og færdigheder, som er grundlæggende forskellig fra denne form for risiko-håndtering: I stedet for at overvinde risiko-aversion gennem motivation og tilvænning retter indsatsen sig direkte mod en reduktion af den aktuelle risiko-aversion. Risiko-aversion er en variabel størrelse og en reduktion af den personlige risiko-aversion i den kritiske situation har en positiv indvirkning på mulighederne for optimal håndtering: Der kræves mindre motivation for at igangsætte den nødvendige adfærd, der kræves mindre løbende regulering af adfærden for at overvinde risiko-aversion og tendenser til tilbagetrækning og det er ikke længere nødvendigt at motivere sig selv undervejs. Alle kognitive ressourcer kan bruges på det væsentlige: Håndtering af den kritiske situation, løbende tilpasning af indsatsen og udnyttelse af de eventuelle åbninger og muligheder, som viser sig undervejs.

 

Den traditionelle (motiverende) håndtering af risiko-prægede opgaver er at man maksimerer den motiverende indflydelse af muligheden for succes, eventuelt kombineret med motiverende effekter af muligheden for fiasko. Man forsøger at gå til opgaven med så stor motivationel “flyvehøjde” som muligt ved optimere på sin emotionelle tilstand. Winnermind risiko-regulering ser bort fra den subjektive oplevelse af overskud og er i stedet rettet mod etableringen af tilstand, som uden at være subjektivt påfaldende er præget af lav grad af risiko aversion. Mere specifikt påvirkes instinktive vurderingstendenser, sådan at situationer i mindre grad forekommer risiko-betonede og sådan at tendenser til tilbagetrækning minimeres. Den objektive situation er den samme, men hjernen reagerer ikke så kraftigt på elementer af risiko som ellers, hvilket reducerer de førnævnte krav til motivation og løbende regulering. Vi kan løst definere det som en påvirkning af det “wet-ware” abstraktionslag, der håndterer perception af risici i omgivelserne. Den videre håndtering af situationens muligheder og vores adfærd er uændret.

 

Tilstandsregulering

 

Den konkrete regulering af risiko-perception sker ved en eller flere manipulationer, der hver har indvirkning på vores instinktive vurderingstendenser. Disse manipulationer har en virkning på vores psyko-motoriske tilstand og dermed på vores instinktive vurderings-tendenser. Disse manipulationer fører til de ønskede ændringer af risiko-aversion og udgør vores tilstandsregulerende indsats:

 

1. Manipulation af perception af ydre temperatur
2. Manipulation af perception af social inklusion
3. Manipulation af fysiologisk arrousal (puls, temperatur, m.m.)
4. Kognitive tendenser til oplevelse af krænkelser og eller uretfærdighed
5. Kognitive tendenser til beskyldende tanke-processer
6. Tendenser til en overfladisk og resultatorienteret proces
7. Tendenser til at opleve fart og forandring

 

Disse manipulationer og kognitive strategier har ikke en effekt, der subjektivt opleves som stort mod eller overskud. Derimod har det en ubevidst indvirkning på tendensen til risiko-perception sådan at større risiko accepteres som konsekvens af adfærden uden tendenser til tilbageholdenhed eller tilbagetrækning. Dette viser sig først og fremmest som et fravær af negative reaktioner på risiko og vil ikke nødvendigvis fremgå i situationer, hvor risiko er en faktor for adfærden. Man har f.eks. ikke noget bevidst oplevelse af ændret risiko-aversion efter en udendørs episode i snevejr. Disse ændringer i tilstand og risiko-perception viser sig gennem ændringer af subjektive reaktioner på risiko-momenter. I praksis viser det sig ved at risiko-præget adfærd lader sig gennemføre uden forudgående tilvænning og uden optimal motivering af indsatsen. Man er subjektivt mindre påvirket af risiko-aversion.

 

Det skal for alle tilfældes skyld nævnes at denne tilstandsregulering ikke har nogen effekt på den objektive risiko og at reguleringen primært bør anvendes i situationer, der er præget af overdrevne subjektive reaktioner på risiko uden at der er væsentlige objektive risici. Og altså mere egnet til scene-skræk end til bjergbestigning!