Da jeg var ph.d.-studerende, plejede jeg at læse aviser fra 1870’erne, 1880’erne og 1890’erne.Jeg ønskede at se, hvad slags samtaler der foregik dengang. Jeg skrev en feministisk ph.d., så jeg var interesseret i kvindelige journalister fra 1870’erne og 1890’erne. Og dengang var der mange debatter om “kønsrelationer” (gender issues), som vi ville kalde det nu. Og en af disse var spørgsmålet om kvinderspolitiske rolle: I hvilket omfang skal kvinder være politisk involverede?

Det sene 1800-tall var en tid hvor det på basis af nye køkken hjælpemidler og vaskemaskiner – og også på grund af de første primitive præventive midler – var det blevet praktisk muligt for kvinder at deltage mere. 
Så der var alle disse debatter, og de fleste mænd var temmelig begejstret for ideen om, at kvinder burde blive mere politisk involverede. 
Og der var meget en oplevelse af, at kvinder kunne bidrage med en vis form for moral. At kvinder var moralsk overlegne i sammenligning med mænd.
Og vi dette ser vi stadigvæk. Jeg tror, det ligger bag hele ideen om, at kvinder ikke lyver om voldtægt ellerom forskellige andre ting. At kvinderne kan afslutte krige. At kvinder kan forhandle bedre end mænd. Det er stadigvæk denne idé om, at kvinder har noget i dem, der måske gør dem moralsk overlegne eller giver dem visse kvaliteter, som mænd ikke har. Dette hævdes stadig!

Men den anti-feministiske holdning dengang sagde noget andet: “Det er farligt, kvinder er for emotionelle. Kvinder er mindre rationelle end mænd. Kvinder gør alting til noget personligt, så de ikke er i stand til at opretholde en distance og sådan at de ikke kan træffe beslutninger på en objektiv upartisk måde.

Og dette var tænkt at være relateret til kvinders biologi. Jeg husker at det plejede at få mig til at grine og tænke, hvor latterligt jeg var.
Og alligevel må jeg sige det i løbet af de sidste ti år som jeg har set 
Mee-too bevægelsen, hævder, at denne debat er ny.Men det passer ikke: Denne debat er blevet ført i det mindste siden sagen om Anita Hill og Clarence Thomas: I 1990’erne efter Anita Hills anklager mod Clerence Thomas var der mange diskussioner om seksuel chikane på arbejdspladsen. Og om, hvad vi skulle gøre ved det. Og en masse lovgivning. Vi har så siden set mange uskyldige mænd, som blev straffet eller fyret af deres job som følge afkvinders forskellige påstande, om at de er blevet behandlet på måder, der har fået dem til at føle sig utilpas.

Så denne debat er blevet ført meget længe. Og jeg må sige, at jeg nogle gange kan undre mig over,  om ikke disse anti feministerfra slutningen af det 19. århundrede faktisk har den rette forståelse.
Hvad handler denne Mee-too bevægelsen om? Hvorfor den enorme vrede? Hvorfor er hævn så vigtigt for denne bevægelse. En bevægelse, som samtigtigt er begyndt  at fremsætte disse helt irrationelle påstande om, at vi skal ændre på vores samfund på helt grundlæggende måder. Påstande om, hvem vi skal tro på. Og om hvorfor det ikke betyder noget, at vi suspenderer det grundlæggende princip om formodet uskyld og andre retsprincipper. Hvordan kan disse ting faktisk blive taget alvorligt i vores offentlige debat? Jeg ved det ikke. Men jeg er nødt til at overveje, om ikke kvinders tilstedeværelse har en virkelig skadelig effekt på vores offentlige debat om disse ting.