Hvad er årsager til selvskade?

Det korte svar er at man ikke ved det. Det man ved er at borderline patienter typisk har selvskadende adfærd. Borderline patienter er i forvejen ofte belastet af selvmordstanker, selvmordsadfærd og para-suicidal adfærd, som er en slags selvmordsadfærd uden noget egentligt ønske om at dø. Der ses typisk også andre komorbide adfærdsforstyrrelser som f.eks. misbrug, spiseforstyrrelser, bulimi, anoreksi og overspisning. 

årsager til selvskade

På den baggrund er det ikke specielt overraskende at borderline patienter også har selvskadende adfærd. Altså adfærd, som f.eks. cutting, at kradse sig selv til blods eller rive eget hår ud. Det er typisk adfærd, der kan opfattes som en straff eller en selvafstraffelse. Der findes også beskrivelser, hvor personer har beskrevet deres tilstand og motivation, sådan at selvskade meget tydeligt tager sig ud som selvafstraffelse. Se f.eks. Nikki Glaser beretning om den periode, hvor hun led af anoreksi og også udviste selvskadende adfærd i bestemte situationer. Hendes egen forståelse var at den selvskadende adfærd var en spontan måde at straffe sig selv på, i en situation hvor hun oplevede skam, men ikke blev straffet. 

Under alle omstændigheder har det længe været opfattelsen af selvskadende adfærd havde en regulerende funktion: At selvskadende adfærd blev brugt til at ændre tilstand, til at afslutte negative følelser. Altså som en metode til at slippe af med ubærlige eller ubehagelige følelser. Denne forståeelse siger også at indlæring af den selvskadende adfærd som en vanemæssig response er baseret på denne brug af selvskadende adfærd som en reguleringsstrategi. Belønnet adfærd bliver gentaget oftere og selvskadende adfærd vil altså resultere i afslutning af negative følelser i en grad at denne “belønning” kan drive vanedannelse i forholt til denne adfærd. 

Forskning i selvskadende adfærd

Fra en lang række patienters egne oplevelser af selvskade ved vi at de fleste oplever en hurtig positiv effekt af selvskade: Det letter! Men man har også gennemført eksperimenter hvor raske forsøgspersoner skal holde deres hånd i isafkølet vand, hvilket er meget smertefuldt efter et stykke tid. Det viste sig at også raske personer faktisk oplever at have det bedre efter denne (harmløse) selvskade. Altså at smerten ved det kolde vand gav en positiv eftereffekt. 

Man har forsøgt at forklare dette som udtryk for noget man kalder “offset relief” eller afslutnings-lettelse. Fænomenet består i at enhver smerte-stimulus (som f.eks. det iskolde vand) fører til smerte, men også fører til en kortvarig euforisk lettelse lige efter at den samme smertestimulus er fjernet. Så når raske forsøgspersoner trækker dere hånd op af det kolde vand, vil de opleve denne kortvarige euforiske påvirkning. 

Men det forklarer på en måde lidt for meget. Hvis dette er så positivt for både rakse personer, borderline patienter og andre med selvskadende adfærd, hvorfor er det så sådan at man mest ser denne adfærd hos borderline patienter og meget sjældent hos raske personer? Man kan ikke forklare en forskel med noget som gælder for alle. 

Men det som er vigtigt at lægge mærke til, er at metoden bruges som regulering af svært negative tilstande og svært negative emotionelle oplevelser. Hvis man typisk ikke har svært negative tilstande eller hvis de er forholdsvis sjældne, så er der ingen grund til at antage at en person vil udvise selvskadende adfærd. Og selv hvis, der skulle ske en enkelt gang eller to, så vil der dels ikke være noget grundlag for at gøre det til en vane og der vil dels ikke være et regelmæssigt behov for denne metode, som kan gøre den til et etableret adfærdsmønster. Selvskadende adfærd benyttes som en nød-strategi, og hvis man ikke ofte er i nød så vil den ikke blive benyttet. 

Den anden del af forklaringen er at selvskadende adfærd måske ikke er helt så sjælden som man kan få indtryk af, ved at se på diagnoser og statistikker. Man kan godt i en situation præget af effekt rive sig i håret, bide tænderne sammen eller på anden måde udsætte sig selv for smerte, på en måde, der i mindre omfang kan ses som selvskadende adfærd. Og denne adfærd vil typisk ikke blive journaliseret, diagnosticeret eller behandlet. Det er først ved et omfattende klinisk billede dysfunktion at selvskadende adfærd begynder at optræde i statistikker. 

Endelig er der også meget der tyder på at selvskadende adfærd også er langt mere udbredt, f.eks. bland piger i skolealderen, og ikke kun hos piger med en borderline diagnose eller andre psykiatriske diagnoser. 

Kilder


Tori DeAngelis : A new look at self-injury