Emotionel risiko aversion

 Emotionel risiko aversion

tl;dr:
Emotionel risiko aversion er afgørende for indsats og for succes.  Fordelen ved lav risiko-aversion er muligheden for at handle langsigtet. Øget risiko-aversion betyder at man bliver mere kortsigtet i sin adfærd
Der florerer en del myter om at koldblodighed, nerver af stål og “killer instinct” er nøglen til succes som børsmægler eller topleder. Dette er ofte illustreret med historier om hvordan risikable satsninger har ført til stor vinding. Mens de mere middelmådige aktører viger tilbage, så satser den koldblodige “killer”. Og vinder stort. I hvert fald i de narrativer, der når os gennem medierne. Tænk Gus Hansen.
Desværre er strategien for disse “high rollers” ofte præget af kortsigtet vinding på bekostning af en øget langsigtet risiko. Og ofte ender det med sigtelse, tiltale og dom. Tænk Klaus Riskær Pedersen, Bjørn Stiedl og vores allesammens Kurt Thorsen. Moralen i disse personers historier er at det i længden viser sig at være fatalt at tage så store ricici. Foruden selvfølgelig den omstændighed at sporet synes at føre én ud på den forkerte side af loven, hvilket nogle personer vil betragte som en decideret ulempe i sig selv.
Det som de færreste nogen sinde opdager er at disse farverige historier giver et fuldstændig misvisende
Det som drukner i disse farverige historier er at lav risiko aversion støtter evnen til at handle langsigtet.
Finanskrisen har yderligere forplumret vores opfattelse af riskohåndtering: De “skyldige” parter i det store sammenbrud opfattes som reckless gamblers, og bankfolk fra franks-tyske akse i finansverdenen omtaler Londons og New Yorks banker som kasinoer.
Hvilket i sig selv er velbegrundet. Problemet er at det forstærker den udbredte misopfattelse af risiko aversion som noget man bør være glad for. Denne opfattelse ignorere det velkendte faktum at forsikringsbrancen var centralt placeret i finankrises epicenter (AIG), at collateralized debt obligations (CDOs) blev markedsført som metoder til risikominimering.
Hvis man stirrer sig blind på den risiko for financiel nedsmeltning disse tiltag medførte, så kan man overse at det netop var ønsket om risikominimering, der var deres centrale selling point.
Faktisk burde finanskrisen have lært os at trangen til risikominimering kan være en korsigtet strategi, der netop øger den langsigtede risiko, men gør det på mindre iøjnefaldende måder.
Med andre ord vil du med en lavere risikoaversion end gennesnittet være bedre end gennemsnittet til at foretage fornuftige dispositioner i de situationer hvor valget af en langsigtet strategi har negative konsekvenser på kort sigt. Negative konsekvenser er nemlig kilden til bekymringer af forskellig art, som alle har det til fælles at de demotiverer den adfærd, som de korrerelerer med. Det vil sige at kortsigtede komplikationer dels kan være negative i sig selv, men også medfører en ekstra usikkerhed og mindre kontrol. Det er det vi mener når vi siger at en ulykke sjældent komme alene.
Hvis man vælger en længerevarende uddanelse vil ens undkomst være begrænset i en lang periode. Der er ikke i sig selv usikkert, men følgevirkningerne er forholdvis uforudsigelige: Hvad vil det betyde for muligheder for at fortsætte den valgte livsstil og det sociale liv, man har nu? Hvis en virksomhed vælger at
Hvis du vælger at holde op med at ryge vil du kunne forvente visse fysiologiske abstinenser. Men der er også den dimension ved et rygestop at man giver afkald på et element i ens arsenal af coping-strategier. Hvilket alt andet lige øger usikkerheden i de situationer hvor man er mest under press. På længere sigt vil man være bedre rustet.  Men på kort sigt er det  blevet en smule mere uforudsigeligt, hvordan man håndterer problemer.
Langt de fleste kortstigtede strategier bliver valgt, fordi de giver en fordel på den korte bane. Ofte er denne fordel subjektiv, f.eks. bedre humør og større flyvehøjde at tackle sine problemer fra. I andre tilfælde er fordelene objektive, som når man f.eks. optager et lån.
Langsigtede strategier har altid den samme formel: Gå efter at opfylde virkelige behov og at løse vanskelige problemer, enten for sig selv eller for store grupper af mennesker. Novo Nordisk har en løsning på diabetespatienters behov for insulin. Google bidrager til at dække folks behov for information. Novozymes har muligvis en løsning på vores behov for energi (etanol) men det er uklart hvor stort problemet er efter peak demand.
Lundbeck har en løsning på problmer med depression, men noget tyder på at det ikke er nogen specielt god løsning.
En kortsigtet løsning dækker derimod ofte et behov for at opnå øget kontrol på kort sigt. Hvilket ikke udelukker en gradvis forskydning af tyngdepunktet mod en mere langsigtet strategi efterhånden som der opnås bedre kontrol. Problemet er  at det er let at blive hængende. Specielt hvis man frygter at gennemgå en “kold tyrker”, hvor ens muligheder for at kontrolere processen bliver mindre. Det er dette risiko-scenarie der er relevant at forholde sig til som vækstvirksomhed. Altså en periode med øget usikkerhed, hvor man opgiver den tryghed der opnås gennem kortsigtede strategier og satser på at holde kursen mans man følger en mere langsigtet strategi. Dette kræver mod og handlekraft.
Tag Vestas: Efter en periode med stor vækst og internationalisering skiftede de financielle vinde. Under højkonjuktur og en gunstig markedssituation fulgte CEO, Ditlev Engel en meget ekspansiv strategi. Dette gav resultat i form af bugnende ordrebøger, vækst og kursstigninger, men havde også bivirkninger i form af en svulmende organisation og øgede omkostninger.  Med finanskrisen var denne ekspansive strategi ikke længere den rette. Der blev gennemført en række besparelser og omlægninger. Men Ditlev Engel, var for langsom i forhold til at gennemføre spareplaner, lød det fra ekspert i ledelse, Anders Drejer [link], der er professor på Aalborg Universitet. Han blev derfor erstattet med Anders Runevad, der vurderes til at være rette mand på posten i de aktuelle omstændigheder.
Det er dette lys man bør betragte risikovillighed i: Er man i stand til at gøre det rette i situationen, selv om det på kort sigt oplever gennemførelser af den valgte strategi som noget negativt? Risikovillighed er grundlaget for at man kan sortere objektivt mellem hvad der er negativt på kort sigt og hvad der er negativt på længere sigt. Risiko-aversion er den subjektive farvning, der giver kortsigtede tab og gevinster en større vægt i overvejelserne.
En given plan har ofte både kortsigtede og langsigtede konsekvenser. Har man 3 forskellige muligheder at vælge mellem i sin planlægning, vil de typisk have forskellige langsigede konsekvenser og disse langsigtede konsekvenser vil typisk være de som er aføgerende for et rationelt valg. I rationel planlægning vil man forsøge at gøre de langsigtede konsekvenser til de afgørende eller i hvert fald de primære kriterier for ens valg.
De samme 3 valgmuligheder vil typisk variere med hensyn til kortsigtede konsekvenser. For realistiske valgmuligheder vil disse kortsigtede konsekvenser vil ofte være anderledes fordelt end de langsigtede konsekvenser: kortsigtede fordele fører som regel til langsigtede ulemper og omvendt. Besparelser på R&D budgetet kan give bedre kortsigtet likviditet, men kan på længere sigt føre til en ringere markedsposition.  For den enkelte medarbejder giver uddanelse bedre livsløn, men fører på kortsigt til begrænsninger i privatøkonomien mens uddanelsen står på.  Dette er forholdsvis let at forholde sig til og alle normaltbegavede mennesker har en intuitiv fornemmelse for disse forhold og vil typisk forsøge at pleje sin egne intersser ved at tænke langsigtet.
Så hvad er det som for mange kommer i vejen for langsigtet tænkning? Det ikke særligt overraskende svar er, at det er vores instinktive og emotionelle reaktioner på risiko som kommer i vejen. Vores biologiske udvikling sker ved at træk som sikrer overlevelse og forplantning bliver fremmet ved naturlig udvælgelse. Vi er derfor specielt udrustede til at forholde os til bekymringer om den nære fremtid og eventuelle problemer inden for denne nære tidshorisont.
Et af de træk som er med til at sikre overlevelse og derfor er universelt udbredt, er en tendens til at vurdere aktuel fare anderledes og prioritere håndteringen af umiddelbar risiko højere. Kriterierne for naturlig selektion er at vi overlever tilstrækkeligt længe, at vi producerer afkom og at vi giver dette afkom en så god start i livet som muligt. Kortsigtet overlevelse tæller mere, fordi denne overlevelse er en forudsætning for de langsigtede fordele. Derfor har vi en biologisk tendens til at reagere forholdsvis ekstremt på umiddelbar og aktuel risiko. Og derfor har vi en biologiske tendens til at blive kortsigtede i vores håndtering af valgmuligheder, hvis og når vi har en oplevelse af umiddelbar risiko eller har bekymringer,der angår den nære fremtid.
Den naturlige reaktion er altid den samme: At sørge for sikkerhed og tryghed på kortsigt. At handle langsigtet kræver oftest, at vi går imod vores egen instinktive natur. Dette har vi en forholdsvis begrænset mulighed for at gøre. Det viser sig nemlig at det kræver overskud at afvige fra instinktiv og vanemæssig adfærd.
Man kan godt gøre noget andet end det som er naturligt eller vanemæssigt, men det tapper os for “overskud” og vi tilsvarende svækkede efter at have reguleret os til en anden adfærd end den instinktive eller vanemæssige. Det kræver viljestyrke at gå imod vores instsinkter og vi har kun en begrænset mulighed for at gøre dette. Og hvis vi i forvejen har opbrugt vores overskud på smertehåndtering, koncentreret eller krævende arbejde, opmærksomhedsregulering eller opgaver der kræver stor selv-disciplin, så vil vores mulighed for at fravælge den instinktive reaktion på risiko være minimal.
Grundlæggende kan man se det sådan at vores adfærd ideelt set var 100 % instinktiv, naturlig,  vanemæssig og automatisk. Det ville sikre at vores indsats blev udført med minimalt forbrug af energi, men det kræver omvendt at vi er 100 % tilpassede til vores omgivelser, at vores instinkter og vaner passer til de opgaver vi har. Når omgivelserne af en eller anden grund afviger fra gennemsnittet (dvs. fra det økologiske niche som mennesket instinkter er udviklet i forhold til), så er det en fordel at vores adfærd kan tilpasses på trods af vores instinkter.
Dette er nok det punkt hvor vi adskiller os mest fra andre primater: Vi kan afvige mere fra instsinktiv adfærd end andre dyr. Vi har en mere abstrakt forståelse af vores omgivelser og situation, som sætter os i stand til at vurdere langsigtede fordele og ulemper, uafhængigt af de instinktive impulser vi har. Og det er formentlig den grundlæggende fordel ved vores større intelligens, hvis man ser på det i forhold til overlevelse.
Men her er der en naturlig balance at forholde sig til: Det er en fordel at vi kan afvige fra instinktiv adfærd når vores situationsopfattelse angiver at det vil være give ønskede resultater. Men det ville være biologisk og artmæssigt selvmord at kassere de instinktive ovelevelses instinkter som har sikret overlevelsen til dette punkt. Faktisk bør afvigelser fra den instinktive adfærd være en undtagelse og instinktiv adfærd bør være hovedreglen.
I praksis er det sådan at vi kan regulere os ud over vores instinktive tendenser i et kort tidsrum hver dag. Man kan se hvordan vores indsats bliver mere og mere vanemæssig, når vi har belastet os selv med opgaver, der kræver regulering. Det er disse sammenhænge som ego-depletion psykologien har afdækket: Typisk giver man forsøgspersoner en krævende regulerings-opave (f.eks. fysisk udholdenhed, afholdelse fra fristelser eller opmærksomhedsregulering ) og ser hvordan det efterfølgende påvirker vores mulighed for at regulere vores indsats (evnen til at tage initiativer eller udholdenhed i forhold til at løse hovedbruds-opgaver). Konklusionen på den lange række af undersøgelser af ego-depletion fænomenerne er at vores mulighed for at regulere vores egen indsats er stærk begrænset, men at der er visse muligheder for at øge vores egen-regulering en smule.
Hvis det var en overlevelsesmæssig fordel at vi i højere grad kunne regulere vores indsats, så må man antage at naturlig selektion ville have givet mulighed for mere egen-regulering. Det er formentlig alene for at sikre artens overlevelse at vores evner til at afvige fra instinktiv adfærd er så forholdvis begrænset. Hvilket også kan formuleres som, at naturen har søgt en balance mellem egen-regulering  (løbende tilpasning til de aktuelle muligheder) og instinktiv risiko-aversion til håndtering af farlige scenarier. Hvis dette er et primært kriterie for reduktion af egen-regulering, så bør vi forvente at risiko-adfærd og afvigelse fra instinktiv risiko-opfattelse vil være mest hæmmet af vores begrænsede mulighed for egen-regulering. Hvilket svarer godt med de hidtidige undersøgelser.
Men der er en mere afgørende pointe: Hvis begrænsninger af vores egenregulering tjener til at reducere vores risisko-adfærd og hvis vores begrænsede budget i høj grad forbruges på at overvinde os selv i forhold til nødvendig risiko-adfærd, så vil der være et stort potentiale i at reducere vores grundlæggende risiko-aversion, sådan at der forbruges en langt mindre del af vores reguleringsmæssige overskud på at overvinde instinktiv risiko-aversion.