En borderline diagnose er ikke et trivielt problem. Men borderline problemer er mere almindelige end man skulle tro. Jeg ved godt at det er en diagnose og faktisk en alvorlig diagnose. Alle diagnoser har deres egen alvor. Når nogen får en diagnose er det altid et slag, et chock og en dom. “Det er noget galt med mig”. Og det er ikke længere kun noget jeg føler, noget jeg frygter eller bekymrer mig om. Det er noget, der er “konstateret”. Noget alle kan forholde sig til som et faktum. Borderline. Og pludselig er man adskilt fra resten af befolkningen. Alle de som ikke fejler noget. Og pludselig er man i samme kategori som andre med diagnoser borderline. Ikke at det i sig selv altid er et problem. Men omvendt ikke noget man har lyst til at føle sig fanget i. Eller noget man kan overskue konsekvenserne af.

borderline diagnose

Men pointen er her at det faktisk ikke er så galt. At det egentlig er noget vi alle har til fælles. At det er noget som alle kæmper med. Har man en borderline diagnose, så har man konstant kampe med selvkritik, sårbarhed, manglende kontrol, tendenser til at blive vred, til at overreagere, til at føle sig fortabt og desperat. Men det er jo ikke sådan at man ved ikke at have diagnosen dermed er forskånet for at have den slags problemer. Faktisk vil jeg mene at alle har borderline problemer, bare i mindre målestok og med en bedre evne til at skubbe dem til side, når det er påkrævet.

Hvem har ikke jævnt tit problemer med selvkritik? Hvem mangler ikke ofte selvkontrol? Hvem føler sig ikke sårbar over for andres vurderinger? Hvis man overhovedet bevæger sig blandt jævnbyrdige og forsøger at klare sig i en social gruppe, så vil man igen og igen løbe ind i disse problemer. Problemer, som man ikke kan løse, men ofte bare må leve med. Den virkelige forskel er volumen. Forstået som hvor højt disse forskellige emotionelle rekationer skriger én ind i sit indre mentale øre. Hvor meget de klarer at afspore, hvad der ellers foregår. Og derfor hvor meget de fylder i ens tilværelse og hvor meget, der bliver vanskeligt eller umuligt, fordi det er sådan.

Vi bliver alle skuffede, når vigtige ting går os imod. Der er forskel på hvor ofte og hvorfor det sker. Det er forskel på hvor sårbare vi er overfor små og knap så små fustrationer. Der er forskel på hvor meget vi tror på at det er noget vi kan håndterer, kompensere for eller overvinde. Og hvor meget det opleves som en evig dom om fortabelse, isolation, udstødelse og dyb depression. Der er alle disse forskelle i hvor meget de dårlige oplevelser betyder. Men det er alle samme forskellige, der angår hvor kraftigt vi reagerer og hvorfor.

Close Menu