Risiko og regulering af risikoholdning

Indledning: Risiko og risikoholdning

Din risikoholdning er din subjektive holdning til at tage risiko, dvs. den grad af risiko, som du er parat til. Din risiko-profil definerer hvilken grad af risiko, som er fordelagtig for dig i din situation, men det er din risikoholdning, som afgør om du faktisk investerer ifølge din risiko-profil.

Risikoholdning er flere gange i den senere tid dukket op som et emne i forbindelse med ledelse og økonomi: JP skriver i en artikel at New Yorks børsfolk tager testosteron for at blive mere risikovillige: “Ikke mindst de midaldrende af slagsen er nervøse for at blive fyret, fordi de ikke længere kan levere den skarphed og risikovillige aggressivitet, der skal til for at holde sig på toppen i det konkurrencebarske finansmiljø.” Ugebrevet A4 bragte sidste år en artikel om at “…danske direktører ikke tør tage chancer”. Artiklen byggede på en interviewundersøgelse der angiveligt viste at 39 % af danske direktører mente at deres virksomheder manglede risiko-vilje. Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv har tilsvarende efterlyst en mere risikovillig indsats i virksomhederne og Penge og Privatøkonomi bragte i år et temanummer under overskriften: “Tag større risiko… Risiko kan ruinere dig – eller gøre dig uhyre velhavende.”

Selvom man kunne sige at risiko er meget central for virksomheds- og forretningsudvikling, så er der stadig en forholdsvis vag forståelse af risikopsykologi og af reguleringen af risiko-appetit. Winnermind ønsker at bidrage til denne debat ved at inddrage den seneste forskning, sådan at der opnås en bedre forståelse af risiko og risiko-håndtering. Vores udviklingsprogrammer er rettet mod en bedre håndtering af risikoaversion i forbindelse med strategisk ledelse, forandringsledelse eller personlig udvikling. I dette whitepaper ønsker vi kort at skitsere relevansen af risikoholdning for disse områder og pege på muligheder for regulering af risikoaversion.

Risikoaversion og risikostyring

Risikoaversion er en hindring for risikostyring. Det kan synes selvmodsigende at risikostyring kræver risikovilje, men denne sammenhæng bliver klar, når man ser, hvordan risikoaversion normalt giver en tendens til undgåelse af negative forestillinger og undgåelse af negative data. Virksomheder med stor risikoaversion ønsker kun at høre gode nyheder og sørger typisk – med mere eller mindre diskrete midler – for at det bliver sådan. Omvendt vil virksomheder, der har stor villighed til at forholde sig til negative scenarier, kunne opnå en effektiv risikostyring, en bedre forståelse af egen situation og frem for alt hurtigere tilpasninger til konkrete risici.

 

Risikoaversion og vækst

Den grundlæggende sammenhæng er, at man gennem risikotagning kan opnå en stærkere position: Risiko accept -> gevinster -> vækst -> fordele ved størrelse -> mere sikkert udgangspunkt, mindre risiko

Med andre ord kan man reducere sin risikoeksponering ved at øge sin risikoeksponering. Det strider mod den normale intuitive vurdering af risiko og det kan være svært at vurdere, hvor meget denne logik holder i virkeligheden. Men matematiske modeller for risikotagning viser klart, at risikotagning er en fordel, hvis gevinster kan akkumuleres og give et bedre udgangspunkt for senere risikotagning. Tilsvarende viser biologiske simuleringsforsøg, at det er afkommets nedarvede fordele, som gør risikotagning attraktiv i biologisk selektion.

Risiko-appetit giver ikke umiddelbart store fordele. I sig selv er accept af risiko både godt og skidt: Med større risiko kan der opnås større gevinster, men selvfølgelig muligvis tab. Men når de fordele, som er opnået ved risikotagning, gennem vækst kan akkumuleres over tid, vil der skabes et stærkere udgangspunkt for ny risikotagning. Dette ændrede udgangspunkt er mere afgørende end chancen for tab, så længe vækst reducerer senere risiko. Det er altså akkumulerede fordele opnået gennem vækst, som gør risikotagning attraktiv. Af samme grund er risikoaversion en hindring for vækst: Man minimerer sin risiko på kort sigt, men er eksponeret for de samme risici over længere tid. Små og mellemstore virksomheder har typisk både et behov for vækst og behov for at øge overlevelsesmulighederne.

 

Risikoaversion og forandringsprocesser

Risikoaversion er en hindring for forandringsprocesser. Enhver forandringsproces i produktionen eller i arbejdsprocedurer medfører en grad af usikkerhed hos medarbejdere. De fleste arbejdsprocesser kan udføres hurtigt og kompetent, når de bygger på indarbejdede rutiner og etablerede vaner. Nye arbejdsprocesser kræver oparbejdning af nye vaner, rutiner og færdigheder. Denne oparbejdning af nye rutiner opleves mere belastende end den rutineprægede indsats i perioder uden forandringer. Af samme grund er der blandt medarbejdere typisk en noget svingende motivation for at gøre noget nyt. Det er mere krævende og det udsætter den enkelte medarbejder for en uønsket risiko for at blive vurderet på kompetencer, som man typisk er usikker på og ikke føler, at man mestrer tilstrækkeligt. Den enkelte medarbejder er typisk mest fokuserede på at beskytte sig mod negative vurderinger, der opleves mere truende og en større risiko end dårlige resultater! Ved indførelsen af nye processer vil en kombination af lav motivation og usikkerhed føre til fodslæb, alibier eller “sandbagging”, dvs. overlagt dårlig forberedelse af indsatsen, kultivering af undskyldninger og suboptimal indsats. Fodslæb hindrer vurderinger af, hvad man reelt kan præstere, men reducerer selvfølgeligt samtidig indsatsen. En stærkere motivation eller større risikoappetit kan hver for sig føre til at man reelt gør sit bedste. En virksomhedskultur, der bærer en høj grad af risikoappetit vil reducere dette problem betydeligt.

 

Risikoaversion og strategi-implementering

Risikoaversion er en hindring for strategi-implementering. Direktør eller topledelse fastlægger normalt virksomhedens forretningsstrategi, og i teorien er denne strategi udtryk for deres risikoholdning eller for den mest fordelagtige risikoholdning i det aktuelle marked. Men i praksis afspejler forretningsstrategien en grad af realisme ift. hvilken risikoholdning virksomheden normalt er præget af: Der vælges en strategi, som er realistisk i forhold til virksomhedens erfaringer med forandringsprocesser. Eller som Donald Rumsfeldt har sagt: “Man går i krig med den hær man har, ikke den, som man kunne ønske sig.” Hvis ikke strategien tilpasses risikoholdningen i organisationen vil det typisk føre til gnidninger, stress, forsinkelser eller andre problemer. Man satser derfor ikke mere end man erfaringsmæssigt er i stand til at efterleve i gennemførelsen af forandringsprocesser. Når det er tilfældet, kommer strategien nødvendigvis til at afspejle risikoholdningen i organisationen, i stedet for omvendt. Men med bedre redskaber til at påvirke risikoholdningen i organisationen, kan man opnå større frihed til at fastlægge den optimale strategi.

 

Aggression og dynamisk risikovillighed

I naturen kan man se variationer i risiko-appetit, der afspejler en tilpasning til det aktuelle predator-tryk, dvs. risikoen for at blive jaget af rovdyr. Efter den seneste istid har populationer af hundestejler levet isoleret i søer, der tidligere var fjorde. De populationer, der lever med et højt predator-tryk udvikler en høj risikoappetit. Det afspejler igen fordelen ved at møde risiko med risikovillighed. Denne variation er dog ikke nær så interessant som den situationsbestemte og dynamiske tilpasning af risikovilligheden: Forsøg viser, at man kan aktivere et risikobetonet reaktionsmønster gennem oplevelser af kulde og gennem oplevelser af social ekskludering. Tilsvarende er det velkendt at kørsel med høj hastighed fører til at vi bliver fartblinde. Eller risiko-blinde, som Vejdirektoratet kalder det. Samlet tegner der sig et billede af, at hel eller delvis aktivering af jagtinstinkter er forbundet med en lavere grad af risiko-aversion. Fysiologisk styres det fra hjernens amygdala, hvor stressreaktioner aktiver enten en flugt- eller kampreaktion. Ved flugt reduceres risikoviljen betydeligt, ved aggressiv reaktion øges risikoviljen betydeligt.

 

Fordele og ulemper

Fordelene ved den aggressive og risikovillige reaktion er, at man kan vende situationen til noget positivt gennem handling præget af risiko-appetit. Ulemperne ved denne reaktion bliver tydelige når man har to parter i en konflikt med samme reaktionsmønster, som kæmper om retten til at få det sidste ord i en konflikt. Øje for øje, tand for tand er i længden en skidt strategi og naturen har fundet sin egen måde at begrænse skadevirkningerne på, længe inden at det ny testamente udkom: “Hævn-instinktet” er relativt inaktivt i situationer, hvor vi er blandt venner og familie og oplever det varme fælleskab med individer, som vi har en langvarig alliance med. Det aktiveres derimod i situationer der ligner jagt og fødesøgning, dvs. situationer præget af konflikt, frustration, kulde og fart. Generelt er mønsteret at oplevelser af “hjemmebane” fører til risiko-aversion og at oplevelser af “udebane” fører til risiko-appetit.

 

En genetisk DRS-funktion

DRS eller “drag reduction system” er den mekanisme som gør det muligt for formel-1 biler at køre med maksimal downforce i kurverne og maksimal hastighed ned af banens langsider. Det fungerer ved at bilens bagerste vinge vippes sådan at den er inaktiv på langsiden, men aktiveres igen så snart der trædes på bremsen. Dermed opnås en mere optimal funktion end hvis der skulle findes et kompromis mellem downforce for kurver og for langside. Forskningen tyder klart på at en lignende variation af vores risiko-holdning er en del af vores naturlige udrustning. Vores træningsprogram bygger på disse sammenhænge, hvor man i stedet for at ”tage sig sammen”, målrettet går efter aktivering af instinkter præget af risikoappetit.

 

Opsummering

I den seneste forskning afdækkes vores instinkters rolle for vores risiko-aversion og der ses en sammenhæng mellem følelsestilstand og risikoaversion. Det er oplagt at man benytter denne viden i organisations- og ledelsesudvikling, i forhold til forretningsstrategier og i påvirkning af medarbejdere gennem virksomhedens kultur. Perspektivet er at markedstilpasninger kan gennemføres hurtigere og med mindre grad af usikkerhed. Tilsvarende er der potentialer ift. risikostyring, innovation, intern ledelsesudvikling, investeringsstrategi, salg og forhandling.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Referencer:

 

”Tag større risiko”, Temanummer af Penge & Privatøkonomi, Nr. 8, august 2012

http://penge.dk/article/154685-penge–privatokonomi-nummer-08-2012

”Danske direktører tør ikke tage chancer”, artikel i Ugebrevet A4

http://www.ugebreveta4.dk/2011/201148/Torsdag/direktorer_toer_for_lidt.aspx

”Danskerne tager ingen chancer”, artikel på Dansk Erhvervs hjemmeside.

http://www.danskerhverv.dk/Nyheder/Sider/Danskerne-tager-ingen-chancer.aspx