Beslutningstræthed

Beslutningstræthed

Du tænker formentlig på sig selv som beslutningstager. Enten fordi du bliver betragtet som én, eller fordi du faktisk er ansvarlig for vurderinger og afgørelser. Eller måske fordi du oplever at have indflydelse på din egen adfærd og de konsekvenser den har. Måske er der vigtige intiativer, der har været med at forme din tilværelse, som den nu ser ud. Måske står du over for afgørelser, der sikkert vil have konsekvenser for din fremtid.

Under alle omstændigheder vil du sikker have en opfattelse af, at det er vigtigt at træffe de rette beslutninger, at du sørger for at indhente relevant information og at give fakta og vurderingen en tilstrækkelig grundig behandling, sådan at du kommer frem til den bedst mulige afgørelse.

Der kan selvfølgelig ske fejl. Der kan selvfølgelig være svipsere, hvor vi kommer frem til et andet resultat end, hvis vi havde haft en ballanceret og rationel beslutningsprocess. Men det er undtagelsen, vil du formentlig mene. For det meste tager vi udgangspunkt i fakta og i vores bedste vurderinger af muligheder og risici og gennemfører et rimeligt klart valg mellem de foreliggende alternativer. Det er sådan det er. Bare ikke i virkeligheden.

I virkeligheden viser det sig at vores beslutninger følger et forudsigeligt mønster, der ikke har ret meget at gøre med rationel logik, men som efterrationaliseres på passende måde, sådan at det ser sådan ud. For os selv og for andre. Det mest iøjnefaldende mønster angår risiko-aversion og tendensen til at undgå alternativer der medfører risiko og i stedet vælge alternativer, der så vidt muligt opretholder status quo og den situation vi kender.

I en undersøgelse kortlagde et nogle forskere de beslutninger, som blev truffet af de israelske domere, der tager stilling til indsattes mulighed for at opnå prøveløsladelse efter at have afsonet en del af deres dom. Man analyserede en gruppe indsatte der havde begået bedrageri og i øvrigt matchede hinanden mest muligt. At bevilge prøveløsladelse er godt for rehabilitering, men det medfører en risiko for nye forbrydelser, som man undgår ved fortsat fængling. Derfor er en afvisning af ansøgningen om prøveløsladelse altid det sikre alternativ.

provelosladesler

Domernes arbejdsdag var opdelt i tre arbejdsperioder adskilt af to spisepauser og det viste sig at chancen for at blive prøveløsladt var størst, i de sager der kom for dommeren ved starten af en af disse arbejdsperioder. Sandsynligheden for positivt udfald var omkring 65 % for de første sager, men chancen for prøveløsladelse faldt herefter hurtigt og var tæt på 0 % lige inden første pause. Efter en pause med et måltid mad var sandsynligheden for positivt udfald igen omkring 65 % og falder igen mod nul inden næste pause. Det er usikkert om det er pausen alene eller indtagelse af mad, der gør forskellen. Men det er ikke nogen tilfældighed og det har ikke noget at gøre med de love og regler, der træffes afgørelse efter. Undersøgelsen omfattede 8 dommere, der havde mere en tyve års erfaring som dommere.

Fænomenet kendes som beslutningstræthed og er et brandvarmt emne i moderne psykologi. Der testes og undersøges på kryds og tværs, hvad beslutningstræthed skyldes, hvad det har af konsekvenser og hvordan det bedst håndteres. Og hvis du betragter dig selv som beslutningstager er det måske noget du bør interessere dig en smule for hvis du ønsker at få styr på din tendenser til risiko-aversiv adfærd.

Take-aways: Du har ikke helt så meget selv kontrol over dine beslutninger som du tror. Risko-aversion og ønsket om at undgå nye og ukendte scenarier påvirker dine beslutninger.