Lederens varme kompetence

Lederens varme kompetence

Jeg faldt over et opslag på LinkeDin, som nok er meget typisk for den “kulturkamp”, der i en del år har kørt på lavt blus i management verdenen:

Leadership Challenge: How Lovable Are You?

Lederes temperatur er på mange måder et seriøst emne, som fortjener en seriøs behandling. Men artiklen har en h2-line som siger: “If you want to be an exceptional leader, warmth and approachability matter far more than competence.” Det er måske en kende ensidigt tegnet op, men heldigvis giver moderne web 2.0 sider mulighed for alternative synspunkter. Som f.eks.: “What a crock of shit. If you showed those qualities in investment banking, you wouldn’t even have a job.” Det er nok ikke alle som trækker linierne så hårdt op, men debatten er indtil videre meget uforsonlig.

Det kunne måske være fint at kridte banen op med et par antagelser om hvem, der er hvem i denne debat. Måske kan man med rimelighed antage, at folk der har haft stor og langvarig succes med at lede gennem gode og stærke relationer, vil melde sig under “varme og væde” holdets faner. Og at folk, der er blevet rige og/eller berømte ved at udvikle deres færdigheder til international “spitzenklasse”, bliver fortalere for, at du kan gøre det samme. Og at folk, der har opnået deres største succes, ved at korrigere fra en ensidig satsning på det ene eller andet alternativ, sikkert vil anbefale en korrigering af denne art.

Det er for mange tilsyneladende vanskeligt ikke at ende i en banal skyttegravskrig, hvor man diskuterer om det ene eller det andet alternative er vejen til en gylden fremtid. Men hvis vi frigør os fra denne ramme, så bliver spørgsmålet mere noget i retning af: Hvordan kombinerer vi mest effektivt de to ressourcer i vores måde at lede på?

Hvilket så fører til en række nye spørgsmål: Hvad er vores stærke og svage sider? Har vi mulighed for at blive exceptionelle til det ene eller det andet? Er den lavthængende frugt, udvikling af kompetencer eller relationer? Har vi bekymringer for betydningen af at skifte fokus for vores udvikling? Har vi i nogen grad malet os op i et hjørne – føler vi os “committed” til det ene eller det andet alternativ. F.eks. ved at fremhæve, hvor idiotisk man agerer i den anden lejr?

Alt dette fører frem imod det helt centrale spørgsmål: Hvordan opnår vi, at vi alt efter situation og behov kan bevæge os fra det ene fokus til det andet, sådan at hver situation håndteres nogenlunde optimalt. Hvordan er det muligt at regulere vores indsats, sådan at begge sider af vores identitet bidrager til, at vi når vores mål?

Det er tilsyneladende muligt for nogle at gøre dette. Det mest iøjnefaldende eksempel er selvfølgelig Barack Obama: Hans høje og stabile “likeability” var et vigtigt våben i 2012 valgkampen. Men tilsvarende vigtigt var det nok, at han havde vist sig kompetent nok til at Osama Bin Laden var blevet jaget, fundet, angrebet, skudt og dræbt. Politiske ledere har i de fleste tilfælde en position der stiller konstant høje krav til både deres kompetence og deres evne til at skabe varme relationer og der er næppe nogen der gør det bedre end Obama. Se f.eks. hans håndtering af en Q&A session efter en tale til de republikanske congressmedlemmer:

Det bør altså være muligt at opnå en balanceret og effektiv brug af både varme og kompentence. Tager man dette alvorligt så må man afklare hvad der bør sættes som målsætning. Spørgsmålet bliver: Hvor ligger din personlige udfordring? Hvad er dit langsigtede mål? Hvor ligger dit naturlige tyngdepunkt? Hvad er dine umiddelbare svage sider? Hvor kan du skabe hurtige fremskridt? Hvad er den lavthængende frugt lige nu?

 

 

 

 

You may also like...

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *