Konsekvenser

Konsekvenser

Matthew T. Galliot & Roy F. Baumeister

Viljestyrkens fysiologi – forbindelsen mellem glukose og selvkontrol

Oversat i uddrag

Hvis selvkontrol afhænger af glukose, så burde glukose influere på fordomme, opretholdelsen af sociale forhold, image/selvfremstilling, udgifter, forbrug og sikkert mange andre former for adfærd.

Konsekvenser: En anden konsekvens er at selvkontrol muligvis vil nyde godt af god ernæring. Det er således muligt at noget af den veletablerede forbindelse mellem ringe selvkontrol og kriminalitet kan forværres af dårlige kostvaner. Systematiske studier af fængslede har vist at erstatning af de indsattes friturestegte og sukkerholdige fødevarer med mere ernæringsrigtig kost, eller bare det at supplere deres mad med vitaminer, resulterede i signifikante og ofte dramatiske fald i voldelige episoder og regelbrud i fængslet. Det er muligt at nogle fødemidler reducerer vold ved at give anledning til en mere effektiv brug af glukose, som igen kan give bedre selvkontrol.

Konsekvenser: Effektiv brug af glukose kan også vise sig at være en stor fordel for udviklingen og vedligholdelsen af et godt psykisk helbred. Ringe selvkontrol er f.eks. en hindring for effektiv psykoterapi og kan bidrage til bedre brug af coping strategier og til bedre emotionel regulering.

I en lang række undersøgelser fandt vi at løsninger af opgaver, der kræver selvkontrol, førte til reduktioner af glukose, at lavere glukose niveauer derefter resulterede i ringere selvkontrol, og at indtagelse af en glukoseholdig drik eliminerede eftervirkningerne af den selvkontrol i den første opgave. I to andre undersøgelser viste det sig at en opgave, der krævede selvkontrol, reducerede chancen for at man derefter hjalp en fremmed person, mens en opgave, der ikke krævede selvkontrol, ikke havde denne eftervirkning. Indtagelse af en glukose drik reducerede eller eliminerede denne effekt, ved at øge den hjælpsomme adfærd bland de deltagere, hvis selvkontrol var reduceret. Effekten af midlertidig selvkontrol reduktion synes til dels at være forklaret ved reduktion af glukose niveau.

Selv om glukose synes at være væsentlig, så er det bestem ikke det eneste, der påvirker vores selvkontrol processer. Der er ud over glukoses formentlig en lang række forhold, der spiller ind, f.eks. selvtillid, socialisering, personlighed på graden af selvkontrol. F.eks. har det vist sig at søvn og hvile påvirker vores selvkontrol uafhængigt af vores glukose omsætning. Således har en person, der har tilstrækkelige glukose og anvender det effektivt, stadig en ringe selvkontrol, hvis han eller hun har sovet for lidt. Forfatterne påstår således ikke at glukose udgør en tilstrækkelig forklaring på selvkontrol, men bare at glukose er en vigtig brik.

Hvorfor er der denne sammehæng mellem glukose og selvkontrol?

En grund kunne være at selvkontrol processer er kostbare i form af energi og forbruger store mændger glukose. Og processer, der kræver store mængder glukose, vil sandsynligvis blive begrænset mest af glukose mangel. Når glukose niveauet er lavt vil hjerne-regioner, der tager sig af de mest vitale og livsvigtige funktioner (f.eks. vejrtrækning, fysisk koordination) formenlig have førsteret til den tilgængelige glukose og ikke levne nok glukose til mere avancerede mentale funktioner. Dette harmonerer godt med den opfattelse at de funktioner og evner, der er udviklet sidst i ontogenesen er de første, der bliver begrænset når de kognitive ressourcer er utilstrækkelige – sidst ind / først ud-reglen.

En anden hypotese er at kroppen nedregulerer de mest glukose-krævende funktioner, som f.eks. selvkontrol – når der er mangel på glukose. Det svarer til at kroppen sænker stofskiftet, når man er sulten, sådan at der spares på kalorier og energi. Der vil uden tvivl være overlevelsesfordele ved at kunne sparre på denne vitale ressource.

Det er også muligt at selvkontrol kræver mere glukose fordi det er en funktion, der varetages af præfrontal kortex. Det viser sig nemlig at opgaver der varetages af præfrontal kortex generelt har et højt forbrug af glukose og at høje glukose niveauer generelt fører til bedre præstationer for funktioner, der primært varetages af præfrontal kortex. F.eks. har man fundet at højt glukose niveau korrelerer med gode præstationer ved opgaver, der kræver god arbejdshukommelse (enten “visiospatial skitsering” eller brug af “formulerings-loopet”), men kun hvis opgaven krævede løbende regulering. Øget glukose niveau har vist sig at understøtte præstationer ved labyrint-opgaver (men kun hvis de havde en høj sværhedsgrad), korttids-hukommelses krævende opgaver og reaktionstids prøver. Det har vist sig at glukose førte til bedre resultater ved en køre simulerings opgave, men kun i den sidste del af opgaven. Dette tolkes som at glukose kun hjalp, når den allerede tilgængelige energi var opbrugt.

Lavt eller forhøjet glukose niveau er blevet sat i forbindelse med ringe beslutningsevner, ringe planlægning, ringe tendens til at tage initiativer, og manglende fleksibilitet i tænkning, som alle er funktioner som sandsynligvis har deres udgangspunkt i præfrontal kortex. Derimod viser det sig at simple psykomotoriske færdigheder, som formodes at afhænge langt mindre af præfrontral kortex, er mindre påvirkelige af varierende glukose niveauer.

Fortsættelse Konkluderende bemærkninger

Google+

You may also like...

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *